Hvordan Beckenbauer blev Bayern Münchens hjerner, mod og vision

Det er torsdag den 22. maj 2008, i de små timer om morgenen, i VIP-området på Moskvas Luzhniki-stadion, kort efter at Manchester United har vundet UEFA Champions League på straffespark.Jeg står med det seneste eksemplar afMestremagasinet i min hånd og forsøgte at tage mod til sig og bede Franz Beckenbauer, som er dybt i samtale ved et nærliggende bord, om at autografere omslaget.

Efter et par minutter er der pause, og jeg griber øjeblikket og undskylder afbrydelsen og beder om Beckenbauers underskrift."Selvfølgelig," nikker han og tager elskværdigt den fremlagte pen og magasin.Mens han skriver under, spørger jeg ham, hvad han syntes om kampen.Han holder en pause, og kniber derefter i luften med sin højre hånd for at formidle den slanke margin af Uniteds sejr.

På det tidspunkt virkede gestussen bare som et vidunderligt kortfattet stykke ekspertise.Senere indså jeg, at Beckenbauer havde brugt meget af sin karriere på at leve i disse marginer.

En linjedommers flag havde været med til at knuse hans håb om at vinde VM på Wembley i 1966. Fire år senere, selvom han forblev på banen med sin forskudte arm i en slynge, tabte Vesttyskland stadig den største VM-semifinale af alle -tid, med det ulige mål i syv, til Italien.

Det kunne aldrig ske i dag, men det berømte skud af ham med armen spændt over brystet – han havde brækket kravebenet – er et ikonisk bevis på, at der med Beckenbauer var mod bag elegancen.

Selv i 1974, året hvor han vandt Europa Cuppen og VM, var Beckenbauers succeser næppe rutine.Mod Atletico Madrid var Bayern et minut fra et nederlag, før Georg Schwarzenbeck udlignede - hvilket skabte en replay, som Roten vandt 4-0.

I VM-finalen var Beckenbauers hold knap med i kampen i 20 minutter, da Johan Neeskens' straffespark gav brillante Oranje føringen.Lidt mere klinisk fokus fra hollænderne kunne have lukket resultatet, inden Paul Breitner udlignede fra pletten i det 25. minut.Selv som manager skyldtes hans VM-triumf i 1990 meget Englands udugelighed fra stedet i Torino.

Skæbnens omskiftelser har ubalanceret eller forbitret mange fodboldspillere, men over for Kiplings tvillinge bedragere af triumf og katastrofe, er Beckenbauers elegante sindsro stadig bemærkelsesværdig.Selv Brian Clough blev rørt over at sige om ham: "Jeg så engang Franz Beckenbauer komme ind på en restaurant, og han gjorde det på samme måde, som han spillede fodbold: med klasse og autoritet."

En måde at se fodboldhistorie på er som en kontinuerlig, uløselig kamp om autoritet og indflydelse mellem spillere og trænere.Siden 1930'erne har trænere uvægerligt haft overtaget, men Beckenbauer er en af ​​en håndfuld fodboldspillere, der virkelig har ændret den måde, spillet spilles på.

Selv om han aldrig rigtig nød livet i dugout - og gik med til at træne Vesttyskland, Marseille og Bayern, delvist fordi han følte sig tvunget til at hjælpe institutioner, han holdt af - viste han sig meget hurtigt som en dygtig træner på banen.

I 1967 vandt Bayern deres første europæiske trofæ, Cup Winners' Cup.Roten var bestemt i fremgang - da Bundesligaen blev dannet i 1963, havde de været for ligegyldige til at blive inviteret til at være med - men Beckenbauer kunne se, at der var behov for et skridtskifte.Under deres visionære træner Zlatko Cajkovski var Bayern lidt for cavaliere.Hvis de skulle vinde Bundesligaen - og have et skud på Europa Cuppen - skulle de blive mere effektive.

Det skulle ikke ske under jugoslaveren, der forlod klubben et år senere.Mellem 1974 og 1976 blev Bayern det tredje hold til at vinde tre på hinanden følgende europacupper.Selvom Roten's diskant blev opnået under ledelse af Dettmar Cramer og Udo Lattek, kunne man sige, at Beckenbauer, der instruerede skuespillet som sweeper, var den sande arkitekt af den gyldne æra.

Så indflydelsesrig var Beckenbauer som libero, at tysk fodbold forblev taktisk i træls for hans legende længe efter, at han hængte støvlerne op i 1983. Selv i 1996, da Tyskland blev europamestre, var deres mest indflydelsesrige spiller sweeperen Matthias Sammer.Ikke før Rudi Voller tog over, efter et katastrofalt EM 2000, begik Mannschaft endelig taktisk kætteri – i tysk termer – og forlod fejeren.

Som ung spiller var Beckenbauer en kræsen aficionado af Giacinto Facchetti, uden tvivl den største offensive bagspiller i verden i 1960'erne.Som Brian Glanville bemærkede i sinVærgenekrolog for det italienske idol, “Da Beckenbauer så Facchettis spektakulære indfald fra venstre back, hans tordnende højrefodsskud, spurgte Beckenbauer sig selv, hvorfor han som libero og sweeper ikke skulle angribe fra en mere central rolle.Det gjorde han, og total fodbold blev født i Bayern München."

Glanvilles sidste pointe er omstridt.Beckenbauer har aldrig fremsat så storslåede påstande på egne vegne.Men som en, der havde tænkt meget over spillet, havde han sit eget spændende bud på total fodbold, og han sagde engang: "Det skyldtes mere overraskelseselementet end nogen magisk formel.Hollænderne slap af sted med det så længe, ​​fordi oppositionen aldrig kunne finde ud af, hvilken taktik de stod over for.Der var ingen taktik overhovedet, bare geniale spillere med bolden."

Med andre ord er Beckenbauer i det tilbagevendende argument om trænernes og spillernes respektive indflydelse i udviklingen af ​​spillet overbevist om, at på trods af hvad historiens fodboldhipsterskole kunne antyde, skyldte totalfodbold Johan Cruyff meget mere end Rinus Michels.

Osvaldo Ardiles sagde, at Tysklands største nulevende fodboldspiller var en leder, der spillede udsøgt fodbold.Beckenbauers storhedsdage er en hæsblæsende påmindelse om en tid, hvor trænere ikke alle var diktatoriske mikromanagere, og spillere kunne også være ledere.

Ikke at hans stil overbeviste alle.I to omgange i New York Cosmos var hans spil for cerebralt for en af ​​lederne, der klagede til en håndlangere: "Sig til Kraut'en, at de skal komme foran - vi betaler ikke en million for en fyr at hænge rundt i forsvaret ."

Til sidst vil vi anbefale fodboldrelaterede produkter fra vores virksomhed.